Det (u)perfekte

Jeg har aldrig været god til at gå på kompromis. På det seneste har jeg overvejet, om ikke mange ting ville være sjovere og ikke mindst lettere, hvis jeg var tilfreds med mindre end det perfekte. Mit liv er ikke perfekt – langtfra. Men jeg stræber og drømmer hele tiden efter noget mere, noget bedre.

Jeg drømmer om altid at være udfordret på mit arbejde, men det er ikke nok. Det skal helst være tilfredsstillende, sjovt, lærerigt og fyldt med perspektiv. Jeg forestiller mig ikke, at jeg skal være på samme arbejdsplads i hele mit liv, men nogle gange ville det være rart, hvis jeg kunne hvile lidt i nu’et og nyde af den erfaring og rutine, jeg har opbygget det sted, jeg nu er. Så kunne jeg måske i stedet bruge mere energi og tid på veninder, familie og de andre gode ting i livet.

Arbejdslivet fylder naturligvis meget her i livet, men det er ikke kun her, at jeg har svært ved at lade mig nøjes. Når jeg skal købe sko, VIL jeg have de fineste (som ofte er de dyreste), eller også vil jeg ikke have noget. Det har resulteret i, at jeg har stribevis af fine stiletter stående, for det er jo de flotteste sko i verden. Til hverdag går jeg så i udtrådte Converse, for når jeg ikke kan finde ud af at gå i stiletter til hverdag, kan det jo være lige meget. Når jeg skal på ferie, skal det være mindst tre uger på luksushoteller med gourmet-mad hver dag og shopping i Neiman Marcus. Men hvad er der galt med en weekendtur på et standardværelse i Paris, hvis det er det, der kan lade sig gøre? Her SKAL jeg blive bedre til at gå på kompromis. Hvis da man overhovedet kan nævne Paris i samme sætning som kompromis.

For nogle af det et tegn på ambitioner, hvis man har svært ved at gå på kompromis. Det er jeg enig i langt hen ad vejen. For hvordan når man sine mål, hvis man tager til takke med mindre?
Samtidig er der vel steder i livet, hvor det er nødvendigt at vise forhandlingsvilje – som i kærlighed. Mine forældre har været gift i 28 år, og det var aldrig gået, hvis ikke de hen ad vejen havde indgået tonsvis af kompromisser. Jeg er single og vil først have en kæreste den dag, jeg bliver væltet fuldstændig omkuld af forelskelse. Mindre kan ikke gøre det. For det er vel det, livet handler om? At elske. Livet, sit arbejde, sin familie og sin anden (bedre, men vel ikke perfekte?) halvdel.

Jeg har ingen kæreste, ingen fuldendt skosamling, intet perfekt liv. For jeg vil ikke tage til takke med mindre end det bedste. Bare det dog findes. Jeg håber, at jeg kan leve op til mine egne forventninger og lære at indgå de kompromisser, der måske er det hele værd. For eksempel at tage til Paris en weekend, imens jeg sparer sammen til det næste Chanel-køb i Neiman Marcus.